De 7 bedste indretningstips
Trænger boligen til fornyelse? Nogle gange kan indretningen hænge en langt ud af halsen, fordi et projekt er gået i stå, og andre gange har man bare brug for fornyelse.
Men når du allerede er kommet på plads, og du har vænnet dig til, at møblerne står på en bestemt måde, kan det være svært at gennemskue, om der er andre måder at gøre det på. Eller måske du allerede ved præcis, hvad der skal gøres, og det bare er tiden, overskuddet eller økonomien, der spænder ben?
Så får du her 7 nemme (og ikke mindst økonomivenlige) tips, der kan puste nyt liv i din bolig, uden du behøver at ændre hele dit møblement. Hvem ved, måske du kommer til at se dit hjem med helt nye øjne?
1. Brug en livline
Det kan være svært selv at se, hvor man er gået “galt” i sin egen indretning. Man kan simpelthen stirre sig blind på det. Når man selv går i sit hjem hver eneste dag, kan det være svært at gennemskue, hvor man måske kunne gøre noget anderledes. Så det kan være en god idé at bruge en livline.
Har du en god ven, veninde eller måske familie, hvis indretning eller stil, du godt kan lide? Så inviter dem til at give din indretning et kritisk blik. Et par friske øjne kan være præcis det, der skal til for at få fornyet inspiration. På den måde kan du måske få en idé til, hvor du skal starte - og så er det samtidig både sjovere og hyggeligere at lave om i hjemmet med selskab af en god veninde.
2. Lille bolig? Snyd dig til flere kvadratmeter
En lys og luftig bolig er øverst på rigtig manges ønskeliste. I skandinavien er vi som regel rigtig gode til at indrette os både luftigt og funktionelt. Men hvis man har begrænsede kvadratmeter at boltre sig på, kan det hurtigt komme til at føles klemt.
Der er heldigvis en del tips og tricks, du kan bruge til at snyde dig til flere kvadratmeter:
- Få styr på din opbevaring, og vælg lukkede systemer. Det giver rene linjer, og når der ser mindre rodet ud, virker det straks mere luftigt.
- Sorter ud i dine møbler. Opbevar de møbler, du ikke vil skille dig af med, men som du heller ikke vil have stående fremme. Så har du også noget at skifte ud med, når du har brug for noget nyt.
- Udnyt boligens skæve kroge med indbygget opbevaring.
- Indret dig med spejle i boligen. Spejle er særligt gode i små eller smalle rum, hvor de kan give illusionen af mere plads og mere lys.
- Lys, lys og atter lys. Sørg for, at alle kroge i dit hjem er oplyste, så alle kvadratmeter er lyse og luftige.
- Indret dig med lyse farver. Lyse vægge, lyse vægge, lyse lofter og eventuelt også lyse møbler giver følelsen af et mere rummeligt hjem.
- Vælg lette møbler, der er løftede fra gulvet. Vælg en sofa med ben, og hvis du kan, så hæng reolerne op. Jo mindre, der står på gulvet, jo mere luftigt vil dit hjem fremstå.
3. Husk den røde tråd
Er der en gennemgående stil med gennemgående farver i dit hjem? Hvis ikke, så kan du her med en lille indsats få en stor effekt. Vælg puder, plaider og andet tilbehør i den samme farveskala, og lad det være et gennemgående tema i dit hjem. Det giver et harmonisk udtryk, og det ser ud som om, der er tænkt over tingene - uden det bliver for gennemtænkt.
Vælg en farvepalette på 3-5 farver, og indret dig i de samme nuancer. Det kunne eksempelvis være lyng, rosa og blå. Du kan også vælge at lade de samme materialer eller det samme udtryk, hvis du ikke har lyst til at fastlåse dig til de samme farver.
Start med at finde ud af, hvilken stil, du godt kan lide, og så kan du begynde at investere i nips, puder, plaider, lamper og kunst i netop det tema.
4. Giv hjemmet nyt liv med planter
Stueplanter har fået et stort comeback i indretningen, og vi tror ikke, den trend forsvinder lige foreløbigt. Planter giver, bogstaveligt talt, nyt liv til din bolig, og udover at være dekorative forbedrer de også dit indeklima. Planter er med til at give liv og stemning, og når man tager naturen med ind i sit hjem får man også en dejlig rolig næsten helt zen-agtig stemning.
Ved du ikke, hvilke planter, du skal vælge?
Her er nogle gode planter, der er nemme at holde (og som samtidig pynter):
- Pilea
- Monstera (fingerfilondenron)
- Diverse palmer (guldpalme, kentiapalme,
- Guldranke
- Paradistræ
- Fredslilje
- Aloe vera
- Kaktus
- Gummitræ
- Måneskin
5. Skab områder med gulvtæpper
Har du ikke helt luret, hvordan du skal bruge gulvtæpper i din indretning? Gulvtæpper kan bruges som et blødt underlag, fødderne rammer, som det første, når du træder ud af sengen, de kan bruges til at skåne trægulve de steder i hjemmet, der mest udsat - men frem for alt, så kan de bruges til at skabe små zoner i dit hjem.
Har du eksempelvis spisebord og sofaområde i samme rum? Så kan du nemt skabe zoner, der giver et mere samlet indtryk i boligen med gulvtæpper. Ved at lægge et gulvtæppe under eksempelvis sofa, sofabord og eventuelt lænestole, markerer gulvtæppet en “sofa-zone”. Det giver øjet ro, fordi det ser mere ‘ordentligt’ ud. Lidt ligesom, at det ser mere elegant ud at have nips samlet på en bakke.
6. Gå aldrig ned på lys
Rigtig mange af os undervurderer, hvor vigtige de rigtige lys er i vores indretning. Der er ikke nogle regler for, hvordan du skal bruge lys og lamper, men sørg for, at alle hjørner og kroge er oplyst. Miks og match med gulvlamper, loftlamper, bordlamper, pendler, standerlamper og så videre - du vil hurtigt opdage, at et par nye lamper kan gøre en verden til forskel i din indretning.
Når du trænger til lidt fornyelse, er eksempelvis bordlamper og standerlamper nemme at flytte rundt på, så du kan eksperimentere med din indretning.
Har du ikke det helt store budget til indretningen? Så er det altid et sikkert hit at blande nyt med gammelt. Gå på genbrugsjagt, hvor du kan finde mange smukke og interessante lamper.
7. Giv gulve og/eller vægge en omgang maling
En klat maling kan gøre en stor forskel i din indretning, og en nymalet væg kan friske hele boligen op. Du behøver ikke at male hele boligen på én gang, hvis det føles som et uoverskueligt projekt. Start der, hvor det trænger mest, og når du er færdig, vil det føles som et helt nyt rum. Hvide vægge bliver kedelige med årene, og det vil garanteret komme bag på dig, hvor stor en forskel en nymalet, hvid væg kan gøre.
Trænger du for alvor til noget nyt? Så eksperimenter med forskellige farver, og mal en enkelt væg i en anden farve, der komplimenterer resten af din indretning. Her kan du få stor effekt for en lille indsats. Og så kan du altid male væggen over med en anden farve, når du igen trænger til noget nyt